
Produceret i to serier mellem 1960 og 1964 var 400 Superamerica en af disse flagskibsmodeller, der blev skabt som svar på kundernes efterspørgsel. En stor 4-liters V12-motor med masser af hestekræfter og et enormt drejningsmoment, et enkelt, men luksuriøst interiør, fastere indstillet affjedring, der ikke gik på kompromis med komforten, og en gearkasse med overdrive. Bilerne fik alle karosseri af Pininfarina og omfattede spider-, cabriolet- og aerodynamiske coupé-versioner samt de berømte unika-modeller Superfast II, III og IV.
400 Superamerica-bilserien var efterfølgerne til 410 Superamerica-modellerne og blev produceret mellem 1959 og 1964. Dette var første gang, at Ferrari på en gadebil af standardproduktion afveg fra vejen med, at modeltypens nummer angav slagvolumenet for en enkelt cylinder. Betegnelsen “400” refererede til deres samlede kubikindhold på fire liter. Alle på nær to af de seksogtyve biler i serien blev designet af Pininfarina (virksomheden blev til Pininfarina i 1962), og flertallet var i coupé-udgave.
Det første eksemplar var en unik specialbygget bil til Fiat-chefen Gianni Agnelli på chassis 1517SA i slutningen af 1959, som blev præsenteret på biludstillingen i Torino i oktober samme år. Designet bar præg af en stor firkantet kølergrill, der strakte sig næsten til bunden af frontskørterne, med kørelygtehorn på begge sider.
Der var også tidstypiske amerikanske stilistiske elementer: et vandret dobbelte Forlygtearrangement i yderpunkterne af skærmene med en enkelt tågelygte nedenunder samt en panoramarude. Baglygtebehandlingen bestod af en lodret kromramme på hver skærm, der indeholdt tre cirkulære linser, hvilket senere kom til at indgå i serienproduktionen på 400SA-cabriolet’erne, de tidlige coupéer og 250 GTE-serien, som startede i 1960.
Mellem biludstillingen i Torino og leveringen til kunden i slutningen af maj 1960 blev designet finpudset. Frontens metalarbejde blev ændret for at mindske størrelsen på kølergrillen, som stadig forblev firkantet i formen, nu med en fuld-bredde kofanger løbende nedenunder. De horisontale luftindtag, der oprindeligt havde været placeret over kofangerhjørnerne, forsvandt, formen på motorhjelmens luftindtag blev også ændret, og en blank metal-liste blev tilføjet langs karosseriets sidelinje for at fremhæve dette særpræg.
Det andet eksemplar, og det første i den egentlige produktionsserie, var en cabriolet, chassis 1611SA, som fik sin offentlige debut på biludstillingen i Bruxelles i januar 1960 og derefter blev vist på New York-udstillingen et par uger senere. 400 SA Cabriolet var overordnet set i samme stil som periodens 250 GT Cabriolet, selvom den havde en lavere kølergrillåbning, normalt med uafdækkede tågelygter i grillens yderpunkter og lejlighedsvis et ekstra centralt ekstralys. Da disse var ekstremt dyre biler i begrænset produktion, kunne individuelle kunder få dem personliggjort. Derfor var der ikke to biler, der havde nøjagtig de samme detaljer.
En af de tydeligere tilvalg var muligheden for fritliggende forlygter eller indbyggede enheder under plexiglasdæksler. Når muligheden for fritliggende lygter blev valgt på en “coupé aerodinamico”, ændrede bilens samlede front sig fra den fremspringende ovale kølergrillform til den, der blev brugt på cabriolet-modellerne. Et eksemplar, chassis 2311 SA, fik et karosseri næsten identisk med 250 GT California Spider med højrestyrring, bygget specielt af Scaglietti til Ferrari-bestyrelsesmedlemmet Michel Paul-Cavallier. Et andet, chassis 3673SA, havde et karosseri i stilen fra 250 GT “passo corto” berlinetta. Det er fejlagtigt blevet rapporteret, at Enzo Ferrari brugte et eksemplar iført et 250 GTE 2+2 karosseri, men fabriksarkiver bekræfter, at dette var en normal 250 GTE, chassis 2257GT.
Chassisset, med fabriksreferencenummer 538, først med en akselafstand på 2420 mm og derefter med en akselafstand på 2600 mm for at øge kabinepladsen, blev nummereret i serien for gadebiler med ulige numre og bar et ‘SA’-suffiks. De blev konstrueret efter de samme overordnede principper som dem i den samtidige 250 GT-serie, med et par langsgående rør med stort ovalt tværsnit, der gik over bagakslen, og solid tværafstivning samt en opbygget forreste tværvanger.
På samme måde var affjedringen uafhængig foran ved hjælp af wishbones med individuelle spiralfjedre og støddæmpere, mens den stive bagaksel var ophængt i semi-elliptiske bladfjedre og udstyret med momentstænger samt hydrauliske støddæmpere ved hvert hjul. Der var monteret hydraulisk betjente skivebremser hele vejen rundt med en kabinebetjent håndbremse på baghjulene. Bortset fra chassis 2311SA var alle venstrestyrede.
Motorerne, med fabrikanternes typebetegnelse 163, havde et kompressionstryk på 8,8:1 og var et brud med de “lange” Lampredi-designede blokke, der blev brugt i den foregående 410-serie af biler. I stedet havde de en “kort” blokmotor baseret på det oprindelige Colombo SOHC-design pr. cylinderbank, som blev brugt i den samtidigt producerede 250 GT-serie. Denne blev udvidet for at øge slagvolumenet ved at forstørre boringen til 77 mm og forlænge slaget til 71 mm, hvilket gav en samlet volumen på 3967 cc.
Motoren var udstyret med et tændingssystem med dobbelte spoler og strømfordelere, hvor trækket til strømfordelerne kom fra bagsiden af knastakslerne på hver cylinderbank. Der var monteret tre dobbelte Weber 40 DCZ/6-, 42 DCN- eller undertiden Solex C40 PAAI-karburatorer for at levere en anslået effekt på 340 hk.
Motoren var koblet til en 4-trins fuldt synkroniseret gearkasse, udstyret med en elektronisk overgear (overdrive) på det øverste gear, og trak via en kardanaksel med krydsled til en stiv bagaksel.
‘Coupé aerodinamica’ til 400 Superamerica coupéen udviklede sig fra et designstudie, som Pininfarina viste på deres stand på Torino-salonen i november 1960.
På en 400 SA, chassis 2207SA, som bar navnet ‘Superfast II’, blev den brugt af Battista ‘Pinin’ Farina som sin personlige bil, mens den gennemgik en række ændringer af sin form. Den fik tilnavnet ‘coupé aerodinamica’ på grund af de lange og lavtflydende buede linjer, der gled ind i kabinen, hvor forrudestolpehovederne bøjede både indad og bagud, og den flade bagrude
skrånede i en ret linje gennem bagagerummet til halen i kofangerniveau. Her sad de cirkulære baglygter i et vandret beskyttelsesskjold, der udgjorde en del af de omsluttende hjørnekofangere.
Den oprindelige tegning havde optrækkelige forlygter i næsepanelet og en flad, oval kølergrill med æggebaksemønster afgrænset af hjørnekofangere med horn, der svingede ind under frontskørtet. I løbet af vinteren 1960-61 fik bilen et bredt, fladt luftindtag på motor hjelmen med en fin kromliste; små cirkulære parkeringslys var halvvejs indfældet i toppen af forskærmene, skærmkasserne over baghjulene forsvandt, og der kom ventilerende sideruder i sidedørene.
Den anden fulde iteration af designet på det samme chassis blev kaldt Superfast III; den blev vist på Genèvesalonen i marts 1962 og havde på dette tidspunkt fået et ændret kabineglasareal med nye, slankere C-stolper og større sideruder bagtil. Fortil var næseprofilen ændret for at give et meget lavt, elliptisk kølerindtag med et termostatstyret metaldæksel prydet med en “Cavallino Rampante”.
Andre bemærkelsesværdige ændringer var: et farveskift fra hvid til metallisk grøn (efter i mellemtiden også at have været metallisk grå), genindførelsen af skærmkanter på baghjulsskærmene, samt at der var lavet udstødningsluftudtag på de nederste bagskærmspaneler.
Denne bil gennemgik derefter en yderligere metamorfose for at blive til Superfast IV, hvor den mest åbenlyse nyskabelse var behandlingen af forlygterne. Væk var de optrækkelige enheder, som blev erstattet af uafdækkede dobbelte forlygter med en diameter på 7 tommer udvendigt og 5 tommer indvendigt – et designtema, der senere blev brugt på 330 GT i 1964. Ikke helt så i øjnefaldende var en lille ændring af C-stolpens design og en hævning af den nederste kant af bagruden. Imens var modellen gået i serieproduktion, og den første kundeudgave blev udstillet på Genéve-salon i 1961. Denne havde de fleste af designtrækkene fra Superfast II, bortset fra at forlygterne var mere traditionelle enheder under plexiglasdæksler, der var fældet ind i forskærmene. Som tidligere bemærket var der individuelle forskelle på de enkelte biler. Ud over muligheden for åbne eller lukkede forlygter var der alternative dørhåndtag (enten konventionelle krombelagte med trykknap eller en forsænket grebstype), mens nogle biler var udstyret med skærmkasser til baghjulene, og andre ikke. De eksemplarer, der blev bygget indtil midten af 1962, havde en akselafstand på 2420 mm, mens de, der blev bygget senere, havde en akselafstand på 2600 mm.
Sidstnævnte biler kan genkendes på den større afstand bag dørens bagkant og forkanten af baghjulskassen. De var normalt også udstyret med en lukket kølerhjelmsbul i stedet for det tidligere åbne luftindtag med kromliste. Den samlede produktion bestod af: én Scaglietti-spider, én Scaglietti-berlinetta, ni cabriolet’er og femogtredive coupéer i chassinummerintervallet 1517SA til 5139SA. Det skal også bemærkes, at de to 4-liters GTO’er (chassis 3765 og 4561) plus de fire 330 LM-berlinettaer (chassis 4381, 4453, 4619 og 4725) alle havde chassinumre med et SA-suffiks fra denne serie af biler.
| Type | Begrænset produktion, to-sædet coupé, cabriolet, spider |
| Produktion | 26 |
| Motor | Type 163 Columbo, 60° V12, langsliggende foran |
| Ventiler | SOHC, 2 ventiler/cylinder |
| Benzin tilførsel | 3 Weber 46 DCF/3 karburatorer |
| Volumen | 3967,44 cm³ |
| Boring | 77 mm |
| Slaglængde | 71 mm |
| Kompression | 8,8:1 |
| Effekt | 250 kw / 340 hk ved 7000 o/min |
| Moment | 319 nm ved 4500 o/min |
| Karosseri/Chassis | Stål karosseri på stål rør chassis |
| Fordæk | 6,50 x 15 |
| Bagdæk | 6,50 x 15 |
| Bremser for | Skiver |
| Bremser bag | Skiver |
| Styring | Snegl/snekke |
| Affjedring for | Uafhængige wishbones, spiralfjedre, støddæmpere, krængnings stabilisator |
| Affjedring bag | Delt aksel, dobbelte radius arme, semi-elliptiske fjedre, støddæmpere |
| Vægt | 1250 kg |
| Akselafstand | 2420 mm |
| Sporvidde for | 1359 mm |
| Sporvidde bag | 1350 mm |
| Gearkasse | 4-trins manuel med overdrive |
| Tank | 120 liter |
| Top hastighed | 265 km/t |









