Barnard blev bedt om at vende tilbage til Ferrari og selvfølgelig dukkede de gamle problemer hurtigt op igen – specielt hvor lang tid det tog at udvikle 1994’s nye 412 T1 racer. I navnet på den nye bil stod 4 for antal ventiler pr cylinder, mens 12 var antallet af cylindre og T henviste til at gearkassen var monteret på tværs af motoren. Akselafstanden var væsentlig længere og forhjulsaffjedringen, selvom den så genkendelig ud, var ikke længere forbundet til chassiset med lejer, men en fleksibel plade, da det var minimalt hvor megen bevægelser der var i affjedringen. Cockpit dimensionerne var øget ifølge 1995 regulativerne. Takket være denne bil fik Ferrari endelig Grand Prix successer efter en meget lang pause. Sejr kom med Gerhard Berger på Hockenheim, en bane hvor 412 T1’s V12 endelig kunne matche sine rivaler. Men desværre var dette år præget af den tragiske weekend på Imola, hvor østrigeren Roland Ratzenberger mistede livet under kvalifikation og Ayrton Senna mistede livet under racet. FIA indførte herefter drastiske regler for både banerne og bilerne, for at forbedre sikkerheden. Verdensmesterskabet gik til en ung talentfuld tysker, Michael Schumacher, mens Williams tog konstruktørernes mesterskab og Ferrari kom på tredje pladsen med 71 point.

Motor	65° V12, langsliggende center
Boring	88 mm
Slaglængde	47,95 mm
Volumen	3499,65 cm3
Kompression	12,8:1
Effekt	551 kW / 750 hk ved 15300 o/min
Effekt/liter	214 hk/liter
Ventiler	DOHC 4 ventiler/cylinder
Benzin tilførsel	Magneti Marelli elektronisk indirekte indsprøjtning
Smøring	Tør sump
Kobling	Fler-pladet
Chassis	Honeycomb og kul-fiber komposit monocoque
Affjedring for	Uafhængige push-rod, dobbelte wishbones, torsionsstang fjedre, teleskop støddæmpere
Affjedring bag	Uafhængige push-rod, dobbelte wishbones, torsionsstang fjedre, teleskop støddæmpere
Bremser	Skiver
Gearkasse	Elektro-hydraulisk 6-trins
Styring	Tandstang
Fordæk	25,0-10,0-13
Bagdæk	26,0-15,0-13
Vægt	505 kg
Kørere	Jean Alesi (27), Nicola Larini (27), Gerhard Berger (28)