
308 GTB’en fik sin debut på biludstillingerne i Paris og London i 1975. Den var bygget over et Pininfarina-design af Scaglietti og beholdt 308 GT4’erens V8-motor, dog med tørsumpsmøring. Sidstnævnte sørgede for en lavere motormontering og bedre køling takket være det større olieindhold. De første modeller havde karosseri i glasfiber, Ferrari kaldte dem vetroresina.
Den længe ventede efterfølger til Dino 246 GT-modellen fik sin debut på Paris-salonen i 1975. Det Pininfarina-designede karosseri havde en udtalt kileformet profil med en rektangulær kølergrill i aluminium under en smal, mat-sort kofanger i bilens fulde bredde. Ikke desto mindre var adskillige centrale designelementer fra Dino 246 GT blevet ført videre i karosseriets detaljer. Disse omfattede de indhulede dørindtag, dobbelte runde baglygter og den vertikale, konkave bagrude omgivet af svungne sideruderammer. Rent ud sagt var formen en modernisering af Dinoens, med nok spor fra forgængeren til at skabe en rød tråd af kontinuitet, hvilket indbragte ros fra såvel pressen som kunderne.
En funktion, der ikke var umiddelbart åbenlys, var at 308 GTB var udstyret med et karosseri udelukkende i glasfiber, bortset fra den forreste aluminiumsklap. Dette var den første Ferrari-produktionsbil med glasfiber som karosserimateriale, og faktisk er ideen ikke blevet gentaget af virksomheden i storvolumenproduktion. Individuelle glasfiberpaneler er dog blevet brugt på et stort antal biler fra dengang og til nu, især til for- og bagskørter og næsepartier.
Selvom finishstandarden var meget høj, vendte man i slutningen af 1976 for USA-bilers vedkommende, og omkring midten af 1977 for de europæiske modellers vedkommende, tilbage til det mere traditionelle pressede stål og aluminium. Den nemmeste måde at identificere en bil med glasfiberkarosseri på er at se, om der er en indstøbt linje mellem forrudestolpen og tagpanelet. Hvis der er en, så er karosseriet af glasfiber. Biler til det amerikanske marked kan kendes på de tungere kofangerkonstruktioner og rektangulære sidemarkeringslygter på skærmene.
En valgfri, dyb frontspoiler blev tilgængelig i løbet af 1977, som, ligesom den standard flade spoiler, var en glasfiberstøbning. Ligesom Dino-serien var der et bagagerum i bilens bagende bag motorrummet. På 308 GTB fik man adgang til det ved at løfte hele motorhjelmen, hvilket afslørede et rum med lynlås i top, hvorimod Dino-modellerne havde et separat dæksel til bagagerummet. De europæiske 308 GTB-hovedmodeller havde et rørformet chassis med fabriks-typebetegnelse F 106 AB 100.
Skivebremser, med uafhængig affjedring via bærearme, spiralfjedre og hydrauliske støddæmpere, var monteret hele vejen rundt, suppleret med stabilisatorer for og bag. Alle modeller blev numreret i Ferraris ulige nummersekvens for gadebilschassis, og bilen kunne fås med både venstre- og højrestyring. Produktionen løb fra 1975 til 1980, i hvilken periode der blev produceret 2897 eksemplarer i serien af chassisnumre fra 18677 til 34349.
Den tværstillede midtmonterede V8-motor i aluminium var i det væsentlige af samme design som den, der blev brugt i 308 GT4-modellen. Den havde en 90-graders konfiguration med remtrukne dobbelte overliggende knastaksler pr. cylinderbank, en samlet cylindervolumen på 2926 cm³, en boring og slaglængde på 81 mm x 71 mm og bar fabrikstypebetegnelse F 106 AB 000 for biler til det europæiske marked. Motoren var sammenkoblet med den fuldt synkroniserede 5-trins gearkasse, som var placeret under og bagerst for motorens bundkar. Den var udstyret med en blok af fire dobbelte Weber 40 DCNF-karburatorer, monteret i midten af V-et, hvis nøjagtige specifikation afhang af markedet.
Europæiske biler var udstyret med tørsumpsmøring, hvorimod australske, japanske og amerikanske eksemplarer beholdt det vådsumpsmøringssystem, der blev brugt på 308 GT4. Den angivne motoreffekt var 255 hk for modeller til det europæiske marked og 240 hk for eksemplarer til det amerikanske marked, som var udstyret med emissionskontroludstyr. Et sportsudstødningssystem samt stempler med høj kompression og knastaksler med højt løft blev tilgængeligt som ekstraudstyr.
308 GTB’en blev udviklet til en succesfuld rallybil af Michelotto i Padova. Udover mange succeser i hænderne på private kørere i nationale rallyer i Italien, var der også succes på den internationale scene takket være Pozzi Ferrari France-teamet og deres mest succesfulde kører Jean-Claude Andruet. De opnåede sejre i Tour de France Auto i både 1981 og 1982 samt en række andre sejre, herunder Targa Florio i 1981.
| Type | Serie produktion, 2-sædet berlinetta |
| Motor | Tipo F106 AB 90° V8, tværliggende center |
| Ventiler | DOHC 2 ventiler/cylinder |
| Benzin tilførsel | 4 Weber 40 DCNF karburatorer |
| Volumen | 2926,90 cm³ |
| Boring | 81 mm |
| Slaglængde | 71 mm |
| Kompression | 8,8:1 |
| Effekt | 188 kw / 255 hk ved 7700 o/min |
| Moment | 285 nm ved 5000 o/min |
| Karosseri/Chassis | Glasfiber karosseri på stål rør chassis |
| Fordæk | 205/70 VR 14 |
| Bagdæk | 205/70 VR 14 |
| Bremser for | Ventilerede skiver med kraftforstærker |
| Bremser bag | Ventilerede skiver med kraftforstærker |
| Styring | Tandstang |
| Affjedring for | Uafhængige wishbones, spiralfjedre over støddæmpere, krængnings stabilisator |
| Affjedring bag | Uafhængige wishbones, spiralfjedre over støddæmpere, krængnings stabilisator |
| Akselafstand | 2340 mm |
| Sporvidde for | 1460 mm |
| Sporvidde bag | 1460 mm |
| Længde | 4230 mm |
| Bredde | 1720 mm |
| Højde | 1120 mm |
| Gearkasse | 5-trins manuel |
| Tank | 80 liter |
| Top hastighed | 252 km/t |
| 0 – 100 km/t | 6,2 sekunder |










