Denne Aston Martin DBS V8 indtager en særlig plads i mærkets historie ved Le Mans. Forberedt af Robin Hamilton og kørt af ham sammen med David Preece og Mike Salmon, sluttede denne bil som nummer 17 samlet og 3. i GTP-klassen ved Le Mans 24-timers udholdenhedsløbet i 1977, et løb, som få kritikere troede, at holdet ville gennemføre.

Staffordshire-baserede Aston Martin-specialist Hamilton havde idéen om at køre med en af de V8-motoriserede biler i 1974 og deltog med dette eksemplar, stelnummer 10038, i let modificeret form i klubarrangementer. De første større ændringer blev foretaget for at opfylde Gruppe 4-reglerne og bringe bilen i overensstemmelse med den dengang aktuelle produktionsmodel AM V8 ved at montere dennes forende med to forlygter. Med Le Mans som det endelige mål blev bilen yderligere udviklet til at indeholde modificerede topstykker, reviderede knastaksler, Weber-karburatorer og et raceudstødningssystem, mens drivlinjen blev opgraderet med stivere fjedre, større bremser, bredere hjul og slick-dæk. I denne form deltog 10038 i AMOC-arrangementer gennem hele 1975, inden den fik et sæt dragster-stil downdraft Weber-karburatorer i 1976.

Manglende evne til at skaffe tilstrækkeligt sponsorsamarbejde betød, at Le Mans-løbet i 1976 blev sprunget over, hvilket til gengæld gav teamet tid til ekstra udvikling, herunder en dynamometer-session på Newport Pagnell-fabrikken i november/december samme år. Fabrikken betalte også for vindtunneltestning hos MIRA, en yderst gavnlig øvelse, der resulterede i lav- modstandsdygtigt, øget downforce-karrosseri, som senere dukkede op på produktionsmodellen Vantage. Sponsorship fra SAS, et sikkerhedsudstyrs-firma, finansierede indsatsen til Le Mans i 1977, før hvilken bilen deltog i Silverstone Six Hours den 15. maj, støttet af donationer fra enkelte AMOC-medlemmer. På dette tidspunkt udviklede V8-motoren 520 hk, en ydelse beregnet til at opnå hastigheder, der krævede en bagvinge for at modvirke løft, selvom tilstedeværelsen af denne ikke-homologerede modifikation betød, at Aston nu var i Gruppe 5 sammen med de turbo-opladede Porsche-modeller. Chassiset var også undergået betydelige ændringer, hvilket fik teamet til at give det nummeret RHAM 001 (Robin Hamilton Aston Martin 001). Ved Silverstone-løbet blev der tabt 55 minutter til reparationer, men øvelsen viste sig nyttig ved at afsløre, at differentialet havde brug for ekstra køling.

Til Le Mans blev tredjekører Mike Salmon rekrutteret til at slutte sig til Hamilton og David Preece, som havde kørt bilen ved Silverstone. Salmon, en Le Mans-veteran, havde kørt den sidste Aston, der deltog i løbet på Sarthe, Peter Sutcliffes Project 214, i 1964. En anmodning om at skifte til GTP-kategorien, hvor modstanden blev anset for at være mindre hård, blev godkendt af arrangørerne. Aston kvalificerede sig som langsomst i klassen efter at have opnået en imponerende 302 km/t på Mulsanne-strækningen under træningen. I selve løbet kørte Hamilton det første stint, efterfulgt af Preece og derefter Salmon, og Aston avancerede mange placeringer, inden der ved et rutinemæssigt stop kl. 22.19 blev opdaget revner i de forreste bremseskiver. Disse blev udskiftet i et stop, der varede 31 minutter, men manglen på yderligere reservedele betød, at der måtte køres konservativt resten af løbet. Det eneste andet alvorlige problem var en revnet differentialolie-tank, som løbende måtte lappes og fyldes op. Kørende stabilt til målstregen krydsede Aston Martin målstregen efter 3557,14 km med Robin Hamilton, som havde kørt længst af de tre kørere, ved rattet. Det gav Hamilton stor tilfredsstillelse, ikke kun fordi han havde opfyldt en livslang drøm om at køre en Aston Martin over Le Mans-målstregen, men også fordi han hermed havde modbevist eksperterne, der hævdede, at den tunge DBS V8 var helt uegnet til racerløb.

Hamilton fortsatte med at udvikle 10038, som ikke blev brugt i 1978, men næste gang dukkede op ved Silverstone Six Hours i maj 1979, betydeligt lettet og ombygget med en lavere taglinje, mens der under motorhjelmen sad en twin-turbo version af Aston V8-motoren, der leverede 650 hk i racetrim. Bilen, kørt af Preece og Le Mans-vinderen Derek Bell, sluttede midt i feltet efter at være blevet hæmmet af bremse- og oliekølingsproblemer. Ved Le Mans viste V8-motoren sig i stand til at køre flere sekunder hurtigere end i 1977, men i selve løbet måtte den udgå med en smeltet stempel i tredje time. Bilens næste konkurrenceoptræden, ved Silverstone i 1980, endte med tidlig udgåelse.

Motor	90° V8 langsliggende foran. DOHC med 2 ventiler/cyl
Volumen	5300 cm3
Effekt	447 kw / 608 hk ved 6000 o/min
Benzin tilførsel	Bosch mekanisk indsprøjtningernes med 2 stk Garrett turbo
Vægt	1486 kg
Gearkasse	5-trins manuel
Top hastighed	310 km/t