Sidst i 50’erne oplevede racer verdenen en revolution, som alle former for motorsport ville følge. Det var 1958 Cooper Type 43 kørt af Stirling Moss, der startede denne revolution ved at slå de langt mere kraftfulde Ferrari’er. Fordelen var Cooper’s motor placering. Her lå motoren bag køreren, centralt i bilen. Efter Cooper debuterede ved at vinde 1958 Argentina Grand Prix, var det Ferrari’s tur til at indhente. Det tog to år inden Ferrari debuterede 1960 versionen af 246, der havde Cooper’s motor placering. To år synes måske som lang tid, men at skifte fra en afprøvet og traditionel vej var ikke Enzo Ferrari’s stærke side. Den vigtigste person for Ferrari, i skiftet til centralt motor design, var Carlos Chiti. Han overtalte ikke blot Enzo til at bruge dette motor design i F1, men sandelig også i gadebiler. I foråret 1960 begyndte Chiti arbejdet med disse nye biler. Med hjælp fra Richie Ginther, klargjorde Chiti 156 F1 og 246 SP. Begge havde centralt monterede motorer og begge var klar til 1961 sæsonen. For at undgå unødige risici, valgte Chiti en mindre motor i hans første central-motor design. En mindre motor, gjorde det nemmere at få plads til motor, gearkasse, transaksel gearskifte mekanik mellem baghjulene. Den lettere motor hjalp også enormt på vægt balancen mellem for og bag. Da de først havde styr på plads og vægt, kunne Chiti skifte til større motorer. Den første motor i Ferrari’s nye biler var den gennem testede Dino V6. Denne motor var designet af Vittorio Jano med inspiration fra Enzo’s søn, Alfredo Ferrari. Den kørte i F1 biler i en ny 1,5 liter version og i Sports Prototyperne som en 2,4 liter version. Gennem 1961 sæsonen, viste denne motor sammen med Phil Hill, sit værd ved at hjælpe Ferrari til at vinde, til trods for et nyt kraftigt chassis design. Den traditionelle presse konference i starten af sæsonen, blev holdt i Februar 1962, og her præsenterede Ferrari en hel serie af central-motor sportsvogne og racerbiler, hvilket overskyggede debuten af den nye 250 GT berlinetta, der senere blev den legendariske 250 GTO. Blandt sportsvognene var 196 SP, der ikke havde en Dino motor, men en halv 330 V12 motor. 196 SP havde de kendetegnene dobbelte luftindtag i fronten, som man så første gang på 1-sæde racerne i 1961.
| Type | Racer bil, to-sædet spider |
| Produktion | 5 |
| Motor | 60° V6, langsliggende centralt |
| Ventiler | SOHC 2 ventiler/cylinder |
| Benzin tilførsel | 3 Weber 42 DCN karburatorer |
| Volumen | 1983,72 cm³ |
| Boring | 77 mm |
| Slaglængde | 71 mm |
| Kompression | 9,8:1 |
| Effekt | 154 kw / 210 hk ved 7500 o/min |
| Karosseri/Chassis | Aluminium karosseri på stål rør Chassis |
| Fordæk | 5,25 x 15 |
| Bagdæk | 6,50 x 15 |
| Forbremser | Dunlop skiver |
| Bagbremser | Dunlop skiver |
| Affjedring for | Uafhængige wishbones, spiralfjedre, støddæmpere, krængnings stabilisator |
| Affjedring bag | Uafhængige wishbones, spiralfjedre, støddæmpere |
| Styring | Tandstang |
| Vægt | 600 kg |
| Akselafstand | 2320 mm |
| Sporvidde for | 1200 mm |
| Sporvidde bag | 1200 mm |
| Længde | 4060 mm |
| Bredde | 1480 mm |
| Højde | 970 mm |
| Gearkasse | 5-trins manuel |
| Top hastighed | 240 km/t |
