Ti år efter David Brown købte Aston Martin, opnåede han endelig sit mål og vandt 24-timersløbet i Le Mans. Dette højdepunk i Astons historie kom, da Carol Shelby og Roy Salvadori kørte DBR1/2 til samlet sejr. Deres bil er nu blevet den mest værdifulde Aston Martin og ses ofte køre med registreringsnummeret ‘XSK 497’.

DBR1’erne havde fordel af ti års udvikling, inklusive biler som DB1, DB2, DB3 og DB3S. Alle disse hjalp virksomheden med at opnå den nødvendige teknik, ekspertise og økonomisk støtte til at vinde Le Mans. Ligesom DB3S var DBR1 en dedikeret racerbil, der kun havde lidt til fælles med produktions-Aston Martins. Dens motor, space frame-chassis og bageste transaxle var alle specialfremstillede.

Sammenlignet med DB3S var DBR1 tydeligvis en overlegen maskine, der var lettere og mere kraftfuld. På trods af en forøgelse i både akselafstand og sporvidde lykkedes det bilen at veje 145 kg mindre. Meget af vægtreduktionen kom fra et karrosseri lavet i 20-gauge magnesiumlegering, der dog var sårbar over for skader både på og uden for banen. Et nyt space frame-chassis blev tegnet af chefdesigner Ted Cutting, som benyttede affjedringen og skivebremserne fra DB3S.

Fremstillet til den første 2,5-liters formel efter den tragiske ulykke ved ’55 LeMans, blev DBR1 drevet af en 2,5 liters version af DOHC sekscylindret motor. Med dobbelt tænding og en letvægts aluminiumsblok, der var omkring 220 hk til rådighed. Denne kraft blev overført til baghjulene gennem en 5-trins transaxel, hvilket satte mere vægt på baghjulene.

Aston Martin havde planer om at køre DBR1 ved Le Mans i 1956, men denne deadline viste sig at være for tidlig. Tony Brooks og Reg Parnell kørte DBR1/1, men måtte udgå efter 246 omgange og 21 timer på grund af gearkassefejl. Ferrari og Maserati trak sig også fra løbet, hvilket efterlod de privatregistrerede Jaguar D-Type biler til at tage den samlede sejr.

Til sæsonen 1957 blev der tilføjet mere talent, herunder John Wyer som general manager og Reg Parnell som racingmanager. Året startede optimistisk med en andenplads til Roy Salvadori ved British Empire Trophy og endnu en andenplads ved Goodwoods Sussex Trophy. På dette tidspunkt blev DBR/1 udstyret med en større 2922cc motor, der bedre kunne konkurrere med Ferrari 250, Jaguar D-Types og Maseratis V8-drevne 450S. Den blev fulgt af DBR1/2, og begge deltog i SPA Grand Prix for Sportscars. De sluttede 1-2, med Tony Brooks som den samlede vinder. Ved 1000 km på Nürburgring vandt Tony Brooks igen og sikrede Aston deres første point i World Sportscar Championship. Den eftertragtede Le Mans endte i fiasko for begge af Astons biler.

1958 var et middelmådigt år for Aston Martin. En grænse på tre liter for motorstørrelse udelukkede Maserati, Jaguar og Lister-Jaguarerne, men Ferraris Testa Rossas stadig var i fuld styrke. Gearkassefejl tvang mange af DBR1’erne til at udgå i løbet af sæsonen, herunder 12-timers løbet i Sebring og Targa Florio. Ved 1000 km Nurburgring kørte Stirling Moss og Jack Brabham den nye DBR1/3 og vandt. Ved Le Mans brød alle tre DBR1’ere sammen og lod Ferrari tage sejren lige foran Aston Martins reserve DB3S. Tilbagetrækningerne ved Le Mans blev opvejet med en 1-2-3 ved Tourist Trophy, som placerede Aston som nummer to i Verdensmesterskabet for Sportsvogne efter Ferrari.

Alle tilbageslagene med DBR1 og dens upålidelige gearkasse blev hurtigt glemt i 1959-sæsonen. DBR1’erne blev næsten udelukkende forberedt til LeMans, mens den større motoriserede DBR2 deltog i ikke-mesterskabsbegivenheder. Aston stillede kun op ved Nurburgring, som var et sikkert valg, og de vandt igen for tredje gang i træk. Denne sejr var et af Sir Stirling Moss’ største løb, hvor han måtte indhente værdifuld tid tabt med Jack Fairman bag rattet. Før LeMans blev 2500cc motorer monteret i stedet for de 2922cc enheder. I denne konfiguration kørte Shelby og Salvadori DBR1/2 til sejr ved LeMans efter den førende Ferrari udgik. Endelig blev David Browns drøm realiseret, og en verdensmesterskabssejr i sportsvogne virkede mulig. Det afgørende løb var Goodwood, hvor Aston Martin stillede op med tre DBR1’ere. Under løbet gik DBR1/3 i brand, hvilket tvang Whitehead, som privatkørte DBR/5, til at udgå og overgive sin pitplads til fabriksteamet. For at sikre mesterskabet måtte Shelby og Fairman tage førstepladsen, hvilket de heldigvis gjorde.

Efter at have vundet mesterskabet i 1959 annoncerede David Brown Aston Martins tilbagetrækning fra Sportscar-mesterskabet. Efter ti år var hans ambitioner opfyldt, og han planlagde at fokusere på nye bestræbelser som Grand Prix. I en tale, han holdt for at fejre sin mesterskabssejr, udtalte han, at den moderne racer bil er blevet en mere kompliceret og dyr udgave af en Grand Prix-bil. Han tilføjede, at vores egne racerbiler i 1960 vil blive koncentreret om Grand Prix-feltet. Denne tale afsluttede effektivt et kapitel i Aston Martins racerløbshistorie.

Type	Racerbil
Produktion	5
Motor	Række-6 langsliggende foran. DOHC med 2 ventiler/cyl
Benzin tilførsel	3 dobbelte Weber 45DCO karburatorer
Volumen	2992 cm³
Boring	84 mm
Slaglængde	90 mm
Kompression	9,3:1
Effekt	179 kw / 254 hk ved 6250 o/min
Karosseri/chassis	20 Gauge Magnesium Alloy (0.03in) karosseri på stål space frame
Forbremser	318 mm Skiver
Bagbremser	292 mm Skiver
Styring	Tandstang
Affjedring for	Vippearme med hydrauliske støddæmpere med spiralfjedre
Affjedring bag	de Dion aksler med hydrauliske støddæmpere med spiralfjedre
Vægt	800 kg
Akselafstand	2286 mm
Sporvidde for	1308 mm
Sporvidde bag	1308 mm
Længde	4026 mm
Bredde	1626 mm
Højde	978 mm
Gearkasse	5-trins manuel