375 Mille Miglia førte Ferraris tradition videre med at opkalde sportsmodeller efter det berømte italienske landevejsløb, og den var en afledt udgave af F1-raceren, ligesom dens søstermodel, 375 America, som var GT-ækvivalenten. Motoren var baseret på F1-modparten, dog med en ny krumtap, der gav en kortere slaglængde på 68 mm, men med en større boring for at opnå en større slagvolumen på 4,5 liter. Motoren fik sin debut i en 340 berlinetta på Le Mans, hvor den blev kørt af Ascari og Villoresi. Efterfølgende byggede Pinin Farina en serie på omkring 10 spiders og et par berlinettaer, som hovedsageligt blev indsat af privatkørere.

Med udgangspunkt i 340 Americas succes og sejren i Mille Miglia blev 375 MM lanceret i 1953 som Ferraris hidtil kraftigste model. Disse racerbiler med store motorer blev bygget til at deltage i World Sportscar Championship og konkurrerede mod det ypperste, som Lancia, Alfa Romeo, Cunningham og Jaguar kunne præstere. De fleste af bilerne blev bygget af Ferrari som racing-spydere, men der blev også fremstillet syv racing-berlinettaer og fem specialbyggede gadeudgaver.

I 1953 havde Ferraris store V12-motor af Aurelio Lampredi allerede vundet på motorsportens højeste niveau. Nogle af deres første F1-sejre blev drevet af den, indtil F2-reglementet blev vedtaget i 1953. Ferrari var dog i stand til at fortsætte med motoren i landevejsracerbiler, begyndende med 340 America og senere genoptaget med den succesfulde 375MM.

Først monterede Ferrari en nedjusteret version af deres 375 F1-konkurrencemotor i 340 America-chassiset for at skabe en hybrid 340/375MM. I 1954 blev denne motor modificeret til kundebrug med en lidt kortere slaglængde. De blev kaldt Tipo 108, havde et slagvolumen på 4522 cc og var en smule mere responsive til snoede løb som Targa Florio og Mille Miglia. Alle fabriksfremstillede coupéer brugte F1 Tipo 102-specifikationsmotoren.

375’eren blev opkaldt efter en sejr ved Mille Miglia i 1953, hvor Giannino Marzotto og Marco Crosara førte deres Vignale Spyder til en samlet sejr. På det tidspunkt var det Ferraris femte sejr i træk ved arrangementet, som var det mest prestigefyldte italienske vejløb.

LeMans i 1953 var en skuffelse for Ferrari, som medbragte tre 340/375MM-hybrider og en enkelt 4,5-liters bil. Alle fire biler blev svigtet af deres ringere bremser og overgået af Jaguar C-Typens skivebremser. På trods af deres bedste indsats udgik Ferrari-bilerne i forsøget op at holde trit med Jaguar.

I alt blev der fremstillet omkring 26 375MM’er, hvor de fleste fik karosseri fra Pinin Farina som enten coupéer eller spyders, men der blev også lavet et par Vignale-spyders. Fem af disse var specielle gadeversioner, som blev klargjort til Ferraris mest respekterede klientel, og nogle fik nyt karosseri, efter at 375’erens løbskarriere var forbi.

375MM-serien blev senere erstattet af 375 Plus, som var udstyret med en større motor, der var god nok til Ferraris hårdt trængte sejr på Le Mans.

Type	Racer bil, 2-sædet berlinetta, spider
Produktion	26
Motor	60° V12, langsliggende foran
Ventiler	SOHC 2 ventiler/cylinder
Benzin tilførsel	3 Weber 40 IF/4C eller 42 DCZ karburatorer
Volumen	4522,68 cm³
Boring	84 mm
Slaglængde	68 mm
Kompression	9:1
Effekt	250 kw / 340 hk ved 7000 o/min
Karosseri/Chassis	Aluminium karosseri på stål rør chassis
Affjedring for	Uafhængige wishbones, tværliggende bladfjedre, Houdaille støddæmpere, krængnings stabilisator
Affjedring bag	Delt aksel, semi-elliptiske fjedre, dobbelte radius arme, Houdaille støddæmpere
Bremser for	Hydrauliske tromler
Bremser bag	Hydrauliske tromler
Styring	Snegl/snekke
Fordæk	6,50 x 16
Bagdæk	6,50 x 16
Vægt	900 kg
Akselafstand	2600 mm
Sporvidde for	1325 mm
Sporvidde bag	1320 mm
Gearkasse	4-trins manuel
Tank	180 liter
Top hastighed	289 km/t