Ferraris dedikation til motorsport blev finansieret af både privatsalg af racerbiler og gadebiler som 195 Inter. Den var i bund og grund den anden Ferrari-model, der blev bygget til gadebrug, og den var på næsten alle måder en opgraderet 166 Inter.
Som alle de meget tidlige Ferrari-biler brugte 195’eren en V12-motor designet af Gioacchino Colombo, som var afhængig af teknologier som Tony Vandervills Thinwall-lejer for at opnå et pålideligt højt omdrejningstal. Den relativt lille V12-motor var i stand til høje omdrejninger og var usædvanlig eksotisk i de tidlige halvtredsere.
195’eren lignede i høj grad Ferrari 166 med en forstørret motor og akselafstand. Der blev udbudt to forskellige modeller. 195 S eller Sport tilbød lidt flere hestekræfter og fik karosseri fra Touring ved hjælp af deres førkrigs Superleggra-teknik. Alternativt var den køreklare Inter-version en af de mere eksklusive grand tourers, der fandtes i den umiddelbare efterkrigstid.
I Inter’s tilfælde bød Ferrari på en meget brugbar 130 hk, hvilket var mere end rigeligt til landevejskørsel. Indsugningen blev håndteret af en enkelt Weber 36 DCF-kaburator, som var mere egnet til gadebrug end 195 Sport. 195 Inter beholdt dog tørsumpsmøringen, som ellers normalt var forbeholdt periodens racerbiler.
Sammenlignet med den 166 Inter, den erstattede, var 195 Inter noget længere, hvilket gav de mange italienske carrozzeria’er mere plads til kabinen. Både Touring og Ghia tegnede særskilte stilarter til 195 Inter, hvor sidstnævnte brugte en meget stor frontgrill.
De første 195 Inter-modeller blev vist på biludstillingen i Paris i 1950. Ghia fremviste en hvid bil med rene linjer og en enorm kølerhjelm foran, mens Touring præsenterede en Berlinetta, der mindede om 166-stilen, men med en mærkbart længere akselafstand og karosseri.
195 Inter blev ikke bygget som en regulær racerbil, men nogle deltog dog i motorsport. Salvatore Ammendola kørte 0117S og var en lokal ekspert i Stella Alpina-rallyet, et arrangement over fire dage på de italienske bjergpas nær Trento i Italien. Med en længde på mellem 700 og 900 miles vandt han løbet generelt i 1951 med sin 195 Inter. Senere blev denne bil kørt i Coppa Inter Europa på Monza og Mille Miglia i 1951 med respektable resultater.
| Type | Begrænset produktion, to-sædet coupé |
| Motor | 60º V12, langsliggende foran |
| Ventiler | SOHC, 2 ventiler/cylinder |
| Benzin tilførsel | 1 Weber 36DCF karburator |
| Volumen | 2341,02 cm³ |
| Boring | 65 mm |
| Slaglængde | 58,8 mm |
| Kompression | 7,5:1 |
| Effekt | 96 kw / 130 hk ved 6000 o/min |
| Karosseri / Chassis | Karosseri på stål-rørramme |
| Fordæk | 5,90-15 |
| Bagdæk | 5,90-15 |
| Forbremser | Tromler |
| Bagbremser | Tromler |
| Styring | Snegl/snekke |
| Affjedring for | Uafhængige Wishbones med tværliggende bladfjedre, Houdaille hydrauliske støddæmpere |
| Affjedring bag | Delt aksel med semi-elliptiske bladfjedre, Houdaille hydrauliske støddæmpere |
| Vægt | 950 kg |
| Akselafstand | 2500 mm |
| Sporvidde for | 1270 mm |
| Sporvidde bag | 1250 mm |
| Gearkasse | 5-trins manuel |
| Tophastighed | 180 km/t |
| Tank | 82 liter |
