Den anden Ferrari. 159 S var et evolutionært skridt op fra 125’eren. Samme rørramme-chassis og affjedring. Større, kraftigere 1,9-liters V12-motor under hjelmen. Kun to blev nogensinde bygget.
Den blev bygget som efterfølger til 125 S, har en større motor og nogle ændringer i karosseriet (ekstra luftindtag foran). Det var en meget sjælden bil, hvor der kun blev bygget to eksemplarer (hvoraf den ene blev ombygget til en Ferrari 166 Spyder Corsa, så man kan betragte 159 S som en produktion på 1 bil). 159 S var et evolutionært skridt op fra 125 S og videre til 166 S, som Ferrari byggede i et anstændigt antal.
125 S havde en 1,5-liters 60-graders V-12, designet af Gioacchino Colombo. Til 159 S blev den udboret op til 1,9 liter. Med en boring/slaglængde på 59 x 58 mm ydede den 125 hk ved 6.500 o/min, hvilket kun var en lille stigning fra 125’erens 118 hk (på grund af lavere kompression end i 125’eren). Den var avanceret for sin tid med sit enkeltliggende knastakseldesign, 2 ventiler pr. cylinder og tre Weber 32DCF-karburatorer. Transmissionen var en femtrins manuel gearkasse.
Karosseriet, ligesom på 125-modellen, var et rørramme-chassis af stål med uafhængig dobbelt wishbone-affjedring med tværgående bladfjedre foran og en levende aksel bagtil samt hydrauliske støddæmpere over det hele. Tromlebremser var specificeret både for og bag. 159’eren fik foretaget nogle ændringer for at forbedre bilens aerodynamik, hvilket visuelt kan ses på nogle udluftningsåbninger.
159 S er det tætteste du kommer på en et-sæde Grand Prix-bil fra den tid, som gadebil. Kabinen er en ren racerbils-kabine med to små sæder, et rat, en massiv omdrejningstæller og intet andet (bogstaveligt talt intet andet). Bilen var faktisk kun teknisk set godkendt til gadekørsel, da den blev bygget udelukkende til formålet at race, hvilket formentlig forklarer manglen på døre.
159 S debuterede for Scuderia Ferrari den 15. august 1947 på Circuito di Pescara med selskabets kører, Franco Cortese, som kom ind på en andenplads. Den førte løbet i et stykke tid, men kunne ikke holde tempoet. Ligesom 125’eren før den var 159 S ikke et match for tidens Maseratier.
Selvom den havde en kort racingkarriere, hjalp 159 S Ferrari med at vinde sit første internationale løb, Torino Grand Prix i 1947, med Raymond Sommer bag rattet.
Som forgængeren blev bilen adskilt, og delene blev angiveligt brugt til at bygge 166 Spyder Corsa (hvilket er grunden til, at selvom der blev bygget to, er det teknisk set kun én).
| Type | Racer bil, to-sædet spider |
| Produktion | 2 |
| Motor | 60° V12, langsliggende foran |
| Ventiler | SOHC 2 ventiler/cylinder |
| Benzin tilførsel | 3 Weber 32 DCF karburatorer |
| Volumen | 1902,84 cm³ |
| Boring | 59 mm |
| Slaglængde | 58 mm |
| Kompression | 8.5:1 |
| Effekt | 92 kw / 125 hk ved 6500 o/min |
| Affjedring for | Uafhængige wishbones, tværliggende bladfjedre, hydrauliske støddæmpere |
| Affjedring bag | Delt aksel med semi-elliptiske bladfjedre, hydrauliske støddæmpere, krængnings stabilisator |
| Forbremser | Hydrauliske tromler |
| Bagbremser | Hydrauliske tromler |
| Fordæk | 5,50 x 15 |
| Bagdæk | 5,50 x 15 |
| Styring | Snegl/snekke |
| Vægt | 750 kg |
| Akselafstand | 2420 mm |
| Sporvidde for | 1240 mm |
| Sporvidde bag | 1240 mm |
| Gearkasse | 5-trins manuel |
| Tank | 72 liter |
