Igangsat af Scuderia Ferrari for at konkurrere mod Auto Union, havde Bimotore en række-8 motor både foran og bagi. Begge motorer trak baghjulene, men dækkene kunne ikke overføre kraften til banen og ødelagde sig selv hver gang de kom ud på banen.
Året 1934 blev præget af tysk teknologisk dominans inden for racerløb i form af Mercedes og Auto Union Grand Prix-biler. Det, der tidligere havde tilhørt de franske og italienske hold, var nu i tyske hænder. Alfa Romeo var desperat efter at genvinde deres overlegenhed. Scuderia Ferrari fik til opgave af Alfa Romeo at bygge deres egen superbil. Den mangeårige tekniske direktør hos Ferrari, Luigi Bazzi, gik ikke på kompromis. Han ledede dette vilde projekt med et team på 30 medarbejdere, hele Scuderia, og designede et specielt chassis baseret på en forlænget P3, der bar to 8-cylindrede motorer, placeret foran og bagved føreren, hvor den bageste motor vendte mod bagenden. En version brugte to 2,9-liters enheder, mens en anden brugte to 3,2-liters enheder. Differentialet var placeret i midten, og kraften fra begge motorer blev overført til baghjulene gennem to drivaksler i en “Y”-form. Brændstoftankene blev placeret på hver side af bilen. Oven i dette blev hele bilen færdiggjort på mindre end fire måneder.
Bilen var beregnet til de hurtige baner på kalenderen, såsom Tripoli og Avus, som faktisk var Formel Libre-løb, ikke underlagt reglerne for 750 kg-formlen. Den oprindelige plan var, at bilen skulle bruge Dunlop-dæk, som blev anset for at være de bedste til højhastighedsbrug, men af en eller anden grund ville Dunlop ikke garantere dem til vejbaneløb, og derfor blev der skiftet til Englebert-dæk.
To Bimotores deltog i Tripoli Grand Prix, som blev kørt under formula libre-regler. Bilernes førere var Tazio Nuvolari og Louis Chiron. Ved startflagets fald sprang Rudolf Caracciolas Mercedes i spidsen, fulgt af hans “holdkammerat” Luigi Fagioli, mens Nuvolari hang på dette førende par. Nuvolari formåede at overhale Fagioli, men måtte pitstoppe på tredje omgang for nye bagdæk. Det næste dækæt holdt i fire omgange. Selvom Alfa’en kunne følge førernes tempo på langsiderne, kunne dens håndtering i svingene ikke matche dem. Ved løbets afslutning tog Nuvolari fjerdepladsen efterfulgt af Chiron i et løb vundet af Caracciola. En af bilens få “sejre” kom, da Tazio Nuvolari på Dunlops satte ny verdensrekord for hastighed med 321 km/t på Firenze Autostrada.
Den væsentligste årsag til dens relative mangel på succes kunne spores til det enorme forbrug af brændstof og dæk, som skyldtes dens overdrevne vægt og kraft. Ofte var bilen enten på vej ind i eller ud af pitten efter at have fået forsyninger. Således kunne det ædle forsøg, der blev til Alfa Bimotore, med rette have kaldt den første Ferrari, men i stedet for at kæmpe for at gøre den racerværdig blev projektet hurtigt droppet. Den ene af bilerne blev skrottet, mens den anden blev solgt til den britiske amatørkører Austin Dobson til nationale løb på Donington og Brooklands.
| Type | Koncept |
| Produktions år | 1935 |
| Produktion | 3 |
| Motor | 2 stk. Række-8 langsliggende foran og bagi. dobbelte kompressorer. DOHC med 2 ventiler/cyl |
| Benzin tilførsel | Karburatorer |
| Volumen | 3163 cm³ |
| Kompression | 7:1 |
| Effekt | 201,3 kw / 270 hk ved 5400 o/min |
| Moment | 644 Nm ved 2900 o/min |
| Karosseri/chassis | Aluminium på Boks-Type stål chassis |
| Forbremser | Tromler |
| Bagbremser | Tromler |
| Styring | Snegl/snekke |
| Vægt | 1030 kg |
| Gearkasse | 3-trins manuel |
| 0-100 km/t | 5 sek. |
| Top hastighed | 320 km/t |
