Ferrari’s nedtur sluttede i 1997 med den nye bil der, hvis man går efter navnet, synes en udvikling af sidste års model, men i virkeligheden var meget forskellig. Det kan godt være den var mere konventionel men den var også mere mekanisk og aerodynamisk effektiv. En grundig fortolkning af regulativerne gjorde at Scuderia kunne reducere bilens bredde og introducere forskellige nye detaljer, der generelt forbedrede bilen. Motor, gearkasse og affjedring blev redesignet. Motoren var en udvikling af den forgående, nu en tipo 046/2. Bilens 7-trins titanium gearkasse havde et helt nyt skifte system. Barnard så ikke sin kreation på banen, da han overlod tøjlerne i den tekniske ledelse til Ross Brawn og Rory Byrne. Takket være denne bil kunne Maranello teamet kæmpe om verdensmester titlen. Michael Schumacher vandt fem GP (Monaco, Canada, Frankrig, Belgien og Japan) og kæmpede om titlen til det sidste race på Jerez med Jacques Villeneuve (Williams-Renault), hvor canadieren endte med at tage titlen. Men, Ferrari havde stadig taget 102 point, hvilket var et resultat de ikke havde opnået siden 1990.

Motor	75° V10, langsliggende center
Boring	95 mm
Slaglængde	42,3 mm
Volumen	2998,31 cm3
Kompression	12:1
Effekt	537 kW / 730 hk ved 16050 o/min
Effekt/liter	243 hk/liter
Ventiler	DOHC 4 ventiler/cylinder
Benzin tilførsel	Magneti Marelli elektronisk indirekte indsprøjtning
Smøring	Tør sump
Kobling	Fler-pladet
Chassis	Honeycomb og kul-fiber komposit monocoque
Affjedring for	Uafhængige push-rod, dobbelte wishbones, torsionsstang fjedre, teleskop støddæmpere
Affjedring bag	Uafhængige push-rod, dobbelte wishbones, torsionsstang fjedre, teleskop støddæmpere
Bremser	Skiver
Gearkasse	Elektro-hydraulisk 7-trins
Styring	Tandstang
Fordæk	25,0-10,0-13
Bagdæk	26,0-15,0-13
Vægt	600 kg
Kørere	Michael Schumacher (5), Eddie Irvine (6)