1910 ALFA 24HP

I udkanten af Milano etablerede den franske bilindustripionér Alexandre Darracq i 1906 en samlefabrik. Virksomheden fik navnet “Società Italiana Automobili Darracq” (SIAD), og der skulle fremstilles franske Darracq-biler på licens. Salget af licensbyggede Darracq-biler gik ikke som forventet, og i efteråret 1909 havde Alexandre Darracq besluttet at lukke den italienske samlefabrik. Så galt gik det heldigvis ikke, for en kreds af milanesiske investorer, støttet af Banca Agricola Milanese, købte virksomheden for 500.000 lire, og den 24. juni 1910 fik virksomsomheden nyt navn, nemlig “Anonima Lombarda Fabbrica Automobili” (ALFA). Den første ALFA var model 24 HP fra 1910. Modellen var blevet designet af Giuseppe Merosi for SIAD, men den blev først fremstillet, da virksomheden hed ALFA. Det var et robust køretøj, men det var nødvendigt, for vejene var dårlige. Den havde en 4-cylindret motor med sideliggende knastaksel og sideventiler. Topstykke og motorblok var i ét stykke, og bagaksel og kardanakselrør var ligeledes i ét stykke. De første prototyper blev fremstillet i andet halvår af 1910, og produktionsversionerne (serie A) fulgte hurtigt efter.

Serie B blev præsenteret i 1911 med mekaniske ændringer og en kortere akselafstand (2900 mm).

Serie C blev præsenteret i 1912 med ændrede baghjulsfjedre. Motorens effekt var nu 45 hk ved 2400 o/m, hvilket rakte til en tophastighed på 105 km/t.

Serie D blev præsenteret i starten af 1913. I 1911 blev der fremstillet to biler til væddeløbsbrug. Bilerne hed “24 HP tipo corsa”, og de havde en akselafstand på 2900 mm og en egenvægt på kun 870 kg. Karrosseritypen var 2-sædet baquet, og tophastigheden var 110 km/t. Begge biler deltog i det 6. Targa Florio-løb den 14. maj 1911, et langt og krævende landevejsløb på Sicilien, med Nino Franchini og Ronzoni som kørere. ALFA’erne lagde ud med at tage føringen, men måtte senere udgå. Løbet blev vundet af Ernesto Ceirano i en SCAT (Società Ceirano Automobili Torino). Samme bilmærke vandt også Targa Florio i 1912 og 1914.

TypeProduktion 1910 – 1913, 4-sædet åben
Produktion680
Motor4 cylindret langsliggende rækkemotor placeret i front
Ventiler2 sideventiler/cylinder
Benzin tilførsel1 stk Ze karburator
Volumen4084 cm³
Boring100 mm
Slaglængde130 mm
Kompression4,15:1
Effekt31 kw / 42 hk ved 2200 o/min
Karosseri/ChassisStålchassisramme med karrosseri af stålplade
Affjedring forStiv aksel med halvelliptiske, langsliggende bladfjedre
Affjedring bagStiv aksel med halvelliptiske, langsliggende bladfjedre
Bremser forIngen
Bremser bagMekanisk system med tromlebremser på baghjulene. Mekanisk håndbremse på baghjulene
StyringSnegl/Snekke
FordækStålfælg med træeger og dæk i størrelse 820×12
BagdækStålfælg med træeger og dæk i størrelse 820×12
Vægt1000 kg
Akselafstand3200 mm
Sporvidde for1350 mm
Sporvidde bag1350 mm
Længde4250 mm
Bredde1550 mm
Højde1700 mm
Gearkasse4-trins med tør flerplade kobling
Tank70 liter
Top hastighed100 km/t